Om Mongoliet
Landet med den levende kulturelle arv
Der er omkring 5 millioner mongoler i dag, hvoraf de 3 millioner lever i Mongoliet. De resterende etniske mongoler lever i den kinesiske provins Indre Mongoliet, der grænser op til Mongoliet i syd, og i Sibirien i den selvstyrende Buryat Republik. I disse lande lever mongolerne ikke længere i telte som nomader, og er blevet minoriteter i deres fædrende lande.
Mongolske nomader har samme livsstil som deres forfædre har haft så langt tilbage som historien kan tage os. Deres livsførelse går helt tilbage til Hunnernes tid, og til tiden hvor kineserne begyndte at bygge Den Store Mur i 200 før vores tidsregning. Deres liv cirkler om deres gertelt, græsgange og husdyr. Næsten halvdelen af befolkningen lever som nomader den dag idag.
Hovedstaden Ulaanbaatar står i skarp kontrast til nomadernes livsstil. De fleste bygninger er rejst af russerne indenfor de sidste 30 år. En tredjedel af befolkningen bor i Ulaanbaatar, men en stor del af Ulaanbaatars befolkning bor i den ring af gertelte der omkranser byen. Denne kontrast er ganske typisk for Mongoliet, et land med få kulturelle mellemveje.
Mongoliets befolkning udgøres af 70% Khalkha Mongoler, den resterende befolkning består af 14 forskellige folkeslag hvoraf det største er Kazakher der udgør ca. 5%. Kazakherne lever primært i det vestlige Mongoliet, særligt i Bayan-Olgii provinsen.
Sprog
Indtil midten af 90erne lærte alle mongoler russisk i skolen, men efter kommunismens fald er interessen for engelsk, tysk og fransk stærkt stigende. Dog taler stadigt få mongoler andet end engelsk eller russisk. Det mongolske sprog er totalt uden tilknytning til europæiske sprog. I 1940 indførte mongolerne det russiske kyrilliske alfabet og tilføjede endnu to bogstaver. I det vestlige Mongoliet tales kazakh.
Religion
Mongolerne er overvejende buddhister, og har været det siden herskeren Altai Khan (1507-83) indsatte den første Dalai Lama som religiøst overhoved. I 1930erne nåede Stalins rædselsregime også Mongoliet, og tusinder af munke blev dræbt og deporteret, og næsten alle klostre blev destrueret. Indtil for nylig har der kun været et fungerende kloster i Mongoliet, Gandan Klosteret i Ulaanbaatar. Men siden kommunismens fald og med demokratiet, har buddhismen været i stærk fremgang. Nye klostre opstår overalt, i de øde egne fungerer selv gertelte ind imellem som bedesteder.
Kost
Mongolerne spiser kød og mælkeprodukter, meget lidt fisk eller grønsager. Vegetarer er et ukentdt fænomen i Mongoliet.
Det mongolske køkken består hovedsagligt af lamme og fårekød. Næsten al føde koges som i Europas middelalder. Kazakherne i vest foretrækker gedekød. Nomaderne malker både heste, kameler og Yakokser, og i sommer månederne når mælken er i overflod spiser nomaderne næsten kun mælkeprodukter. I denne periode spises også bær, nødder og anden føde fra skovene. Af hoppemælken laves nationaldrikken "airag" der har en alkoholprocent på 12-15%.
Nomader
Nomaderne er meget mobile i sommer månederne, og de spreder sig over hele landet i denne periode hvor føden er i overflod. I det nordlige Mongoliet flytter en nomade familie gerne 3-4 gange på et år, hvorimod de i syden flytter op mod 20 gange om året. Vinteren er den årlige prøvelse for nomadernes kreaturer, da græsgangene her er få og klimaet hårdt og koldt.
Nomadernes gæstfrihed er enestående, og man vil under en rundrejse i landet med garanti blive inviteret indenfor i en ger til tørret ost, kogt kød, airag eller andet.
|
|
Om mongoliet 
